Derfor bor vi i JernstøberietDer er småkedeligt i Himmelev
Himmelev er et parcelhuskvarter som så mange andre, men midt i ligger Jernstøberiet, et bofællesskab og en oase i parcelhusørkenen, som stod klar til indflytning i 1981 efter en lang og sej bygge- og etableringsproces.
 Den gamle fabriks bygninger – jernstøberiet – er bevaret og omdannet til 20 ejerboliger af meget forskellig størrelse fra 38-135 kvm.. De fleste boliger har facaden inde i den gamle fabrikshal. Hallen danner nu ramme om leg, sport og caféhygge. Fælleshuset er opbygget inde i hallen. I stueetagen er der køkken og spiserum og på 1. sal er der børnerum og et stort fælles opholdsrum. De fleste kan gå på strømpesokker fra boligerne til fællesarealerne – hvis det ikke er alt for koldt.
Rundt omkring findes andre fællesfaciliteter: En vaskekælder, et rum med fælles frysere, et cykelskur og en kælder med værksted og opbevaringsmuligheder.
På arealerne udenfor er der stor fællesterrasse, boldbane, legeplads, køkkenhave, frugttræer og 'private' haver i varierende størrelse.
Vi nyder godt af fælleseje – at kunne købe ting til deling, frem for, at hver skal have sin egen 'dims'. Der har været perioder, hvor to familier har etableret delebiler og flere på støberiet er sammen om en delebåd.
 Mange i Jernstøberiet føler, at de bor småt og stort på samme tid: Boligerne er små, men mulighederne udenom er store. At 'drikke kaffe sammen'
I Jernstøberiet er det ikke de fysiske rammer, der er kernen, det er derimod det sociale fællesskab. Man skal ikke flytte ind, fordi rammerne er tiltalende, man skal flytte ind, fordi man vil tage del i fællesskabet.
Fællesskabet folder sig ud på mange måder, men vi er enige om, at det faktisk er de daglige uformelle snakke og sammenkoster, der er vigtigst for os.
Vi har gode bofæller tæt på - ikke bare naboer – og det at have nogen at 'drikke kaffe sammen med, både når vi er glade og kede af det, betyder rigtigt meget.
Alle har selvfølgelig ikke lige tætte relationer til alle andre i Jernstøberiet. Kontakterne er der på kryds og tværs og det er meget almindeligt, at vi er fælles om forskellige ting. Vi kan være uenige om noget og sammen om andet. Men grundlæggende er vi noget for hinanden og lever med i hinandens liv på godt og ondt.
Selvom vi ikke har nogen nedskrevet ideologi, så er vi på mange måder ligesindede. Vi deler nogle grundholdninger om fællesskab, ressourcebevidsthed, økologi og plads til mangfoldighed – hos os selv og i forhold til resten af verden. Fællesmad er ikke for madens skyld
Det sociale fællesskab kommer også til udtryk i en række mere 'formelle' aktiviteter.
Vi er enige om, at vores fællesmad er utrolig vigtig. Ikke kun, fordi det er en dejlig aflastning ikke at skulle tænke på aftensmaden hver dag, men fordi fællesmaden fungerer som socialt samlingspunkt. Ordningen med fællesmad er lavet om i første halvår 2009 - (og er pt. en forsøgsordning) - og består nu af faste madhold, der sikrer fællesmad tirsdag, onsdag og torsdag. Der tilstræbes økologisk mad i i rimelig økonomisk ramme.
 Et andet socialt samlingspunkt er de mange traditioner. Hvert år har vi fastelavn, påskehygge, kanotur, Skt. Hans, ølfest og julemarked. Juleaften og nytårsaften er som regel også tidspunkter, hvor vi samles. Hvert 2. år tager vi på støberweekend sammen og Jernstøberiets runde fødselsdage er noget helt for sig selv.
Vi har også et fællesskab omkring de arbejdsopgaver, vi alle skal deltage i. Vi er alle med i en arbejdsgruppe, der vedligeholder et bestemt område, f.eks. køkkenet, hallen eller vaskekælderen. Her er der obligatorisk deltagelse.
Vi holder også en række arbejdsweekender i løbet af året, hvor vi tager fat på større opgaver. Her skal man deltage i de fleste (men der er kaffe og kage for alle, uanset om man har kunnet deltage i arbejdet). På mange af arbejdsweekenderne får vi den gode fornemmelse af, hvor meget mere vi kan sammen end hver for sig.
De månedlige fællesmøder er også et samlingspunkt, som vi benytter til at diskutere større og mindre ting, som vedrører vores fælles forhold. Her drøfter vi også løbende, om møderne har en form, som på den ene side ikke er for bureaukratisk og på den anden side er så styrede, at vi er trygge ved de beslutninger, der tages.
Omkring vores fælleslokaler foregår der også en masse andre sociale aktiviteter, f.eks. yogahold, jazzband, ungdoms- og voksenfester (så er det rart, at man kan blive kørt hjem i trillebør!).
Og endelig er der det mere spontane, som vi alle er glade for: Det kan være grillaftner, kaffe i hallen, en tur til stranden osv.
 Fællesskab á la Bulderby
Børnene fylder meget i Jernstøberiet og det værdsætter vi alle. Omgivelserne byder på optimale legemuligheder, og der er næsten altid legekammerater i nærheden. Børneforældrene er også glade for at være sammen med andre voksne til at læsse af på. Børnene har rigtigt godt af at opleve andre hjem og få andre rollemodeller og børnefamilierne nyder godt af, at der er andre i nærheden, som kan være bagstoppere, hvis forældrene ikke lige er hjemme. Og de forældre, hvor børnene er fløjet fra reden, nyder at se de nye små vokse op. Specielt dette sidste er vigtigt - for fordi mange af os har boet her i mange år, stiger aldersgennemsnittet løbende. Det betyder, at mængden af små børn i Jernstøberiet er mindre, end den har været længe. Til gengæld har vi for tiden ret mange teenagere.
De unge og de gråhårede
Aldersspredningen i Jernstøberiet har aldrig været større end den er nu, og det ser vi som en stor styrke. Her er voksne fra midt i trediverne til midt i tresserne og børn fra 3-4 år til gymnasiealderen. Af og til kommer der nye til, som stiller spørgsmål ved alt det, som 'vi plejer' og af og til kan de, som har boet her i mange år, sætte diskussionerne i perspektiv på en måde, som ellers ikke var mulig. Vi er et etableret bofællesskab, som er kommet over mange af de børnesygdomme, som nye bofællesskaber skal tage stilling til, men alligevel er der hele tiden kræfter – nogle gange drevet af frustrationer – som arbejder på at gøre tingene anderledes og bedre.
Familiestrukturen i Jernstøberiet spænder også over hele spektret. Her er gamle veletablerede ægteskaber, enlige, nyskilte og nye par. Kort sagt er vi beboere i mange forskellige livssituationer, og det betragter vi som en fordel. Hverken ægteskaber eller fællesskaber er uden besværligheder
Er livet i et bofællesskab rosenrødt? Ikke altid – måske fordi vi har en tendens til at fokusere på problemerne frem for fordelene, når vi er midt i situationen. Vi har oplevet, at beboere, der har været væk i en årrække, f.eks. som udstationerede, vender tilbage og fortæller, hvor specielt fællesskabet er i forhold til, hvad der finder sted andre steder.
 Det er helt sikkert rigtigt, men både ægteskaber og bofællesskaber har deres besværligheder. Grundlæggende handler det måske om det samme: Konflikten mellem det individuelle og behovet for at skulle finde fælles løsninger.
I Jernstøberiet kommer det som regel til udtryk i diskussioner om grænsen – eller gråzonen – mellem det private og det fælles. Hvad skal standarden være for rengøring og 'ryddelighed' på vores fælles arealer? Hvor meget vil vi investere i vores fælles faciliteter? Og hvordan fordeler vi udgifterne på de fælles arealer? Skal det ske efter boligens størrelse, beboersammensætningen eller en kombination af de to forhold? Og hvordan betaler vi for de enkelte boligers forbrug?
Det fører til følelsesladede diskussioner, men det er karakteristisk, at alle store beslutninger ender med at blive taget af et meget stort flertal af beboerne.
Nærhed og tolerance er 'prisen' for at vælge et bofællesskab. En pris, som man skal være villig til at betale, hvis man vælger denne boform frem for parcelhusørkenen, som omgiver os her i småkedelige Himmelev.
(ændret lidt feb 2009)
|
